Udendørs vielse

Drømmer I om at sige ja til hinanden under åben himmel? En udendørs vielse kan noget helt særligt. I stedet for fire vægge får I træer, blomster og himmel som kulisse, og ceremonien bliver på en eller anden måde lidt mere levende.

Men en vielse udenfor kræver selvfølgelig også lidt planlægning. For hvad gør man, hvis det regner? Hvor skal gæsterne sidde? Og kan man overhovedet blive kirkeligt viet i en have?

Her har vi samlet nogle af de vigtigste ting, I skal tænke over, hvis I overvejer en udendørs vielse.

Hvorfor vælge en udendørs vielse?

Der er noget særligt ved at samle familie og venner udenfor og lade omgivelserne være en del af ceremonien. Det kan være i en have, på en terrasse eller et andet sted, der betyder noget for jer.

En af fordelene er, at en udendørs vielse ikke kræver særlig meget dekoration for at føles festlig. Hvis I allerede befinder jer blandt blomster, grønne træer og smukke omgivelser, er en stor del af arbejdet sådan set gjort for jer.

Hos Mielcke & Hurtigkarl Events kan I eksempelvis holde vielse i haven i Haveselskabets Have på Frederiksberg. Her kan selve ceremonien blive en naturlig del af bryllupsdagen, inden I fortsætter videre til reception og fest.

Hvordan foregår en ceremoni ved en udendørs vielse?

En ceremoni ved en udendørs vielse kan grundlæggende foregå på samme måde som en vielse indenfor. Gæsterne tager plads, brudeparret ankommer, og vielsen gennemføres efter den form, I har valgt.

Men fordi I selv i højere grad skaber omgivelserne, er der også mulighed for at gøre ceremonien mere personlig.

Måske vil I gå gennem haven sammen. Måske skal den ene vente ved vielsesstedet, mens den anden bliver fulgt ned ad en lille gang mellem gæsterne. Musik, blomster, stole eller bænke kan være med til at markere selve vielsesområdet uden, at det behøver blive alt for opstillet.

I kan også vælge at skrive personlige bryllupsløfter, hvis formen for jeres ceremoni giver mulighed for det. Det kan være en rigtig fin måde at gøre en udendørs vielse endnu mere personlig.

Vielse i haven giver en særlig stemning

En vielse i haven er oplagt for jer, der gerne vil have naturen tæt på, men stadig ønsker ordnede rammer omkring brylluppet.

Det kan også gøre overgangen mellem dagens forskellige dele meget nemmere. Hvis vielsen, receptionen og festen finder sted tæt på hinanden, slipper gæsterne for at skulle transporteres fra kirken til feststedet bagefter.

Når ceremonien er slut, kan I eksempelvis fortsætte direkte med en bryllupsreception, mens gæsterne stadig er samlet og stemningen fra vielsen hænger i luften.

Det giver et naturligt flow i dagen, hvor I ikke behøver stoppe festen for at få alle fra A til B.

Husk en plan B til vejret

Ja, vi bliver nødt til at tale om vejret.

Man kan planlægge næsten alt ved et bryllup, men man kan desværre ikke bestille 22 grader, sol og en lille behagelig brise til klokken 14.00.

Derfor bør en plan B være på plads fra begyndelsen. Når alternativet allerede er aftalt, behøver I ikke bruge dagene op til brylluppet på konstant at opdatere vejrudsigten.

Hos Mielcke & Hurtigkarl hjælper vi gerne med at finde den rette løsning, hvis vejret ikke arter sig. Det kan blandt andet være mulighed for at bestille et telt eller flytte vielsen indenfor, afhængigt af hvilket lokale I har valgt, og hvor mange gæster I er. Ved regn stiller vi desuden paraplyer til rådighed for gæsterne samt en parasol til brudeparret.

Tal med jeres bryllupslokation om mulighederne på forhånd, så I ved, hvad der sker, hvis vejret ændrer planerne. Så er der styr på det, og I kan glemme vejrudsigten lidt igen.

Tænk på gæsternes komfort

Når I planlægger en udendørs vielse, er det også værd at forestille sig ceremonien fra gæsternes perspektiv.

Hvor længe skal de sidde udenfor? Er der skygge på en meget varm sommerdag? Er underlaget egnet til høje hæle? Og kan ældre gæster eller personer med nedsat mobilitet nemt komme frem til vielsesstedet?

Små praktiske ting kan gøre en stor forskel.

Det er også en god idé at tænke over lyden. Ved en lille vielse kan alle måske høre jer uden problemer, mens en større ceremoni kan kræve mikrofon og højtalere. Det ville trods alt være lidt ærgerligt, hvis de bagerste fem rækker kun ser jer sige ja.

Må man blive gift udendørs?

Det kommer blandt andet an på, hvilken type vielse I ønsker.

Ved en kirkelig vielse bør I tale med jeres præst om mulighederne for at holde vielsen udenfor. Det er ikke noget, man bare selv flytter fra kirken og ud i en tilfældig have.

Ved en borgerlig vielse kan regler og muligheder afhænge af kommunen. Derfor er det en god idé at kontakte kommunen i god tid og høre, hvordan en udendørs vielse kan arrangeres.

Holder I brylluppet hos Mielcke & Hurtigkarl, plejer gæster blot at kontakte Frederiksberg eller Københavns Kommune og betale det eventuelle gebyr. Kommunen kommer gerne ud og vier jer og jeres gæster i haven.

Uanset hvilken type ceremoni I ønsker, bør de praktiske og formelle rammer altså undersøges, før invitationerne bliver sendt ud.

Lad omgivelserne gøre noget af arbejdet

Når man bliver viet i smukke omgivelser, behøver man ikke nødvendigvis bygge en hel bryllupskulisse ovenpå.

En enkel blomsterdekoration, stole, eller bænke og måske en markeret gang kan sagtens være nok. Haven og årstiden bidrager allerede med farver og stemning.

Blomster kan selvfølgelig stadig være med til at samle udtrykket. Hvis I mangler inspiration, kan forskellige brudebuketter også være et godt udgangspunkt for farver og blomster til selve ceremonien.

Og husk fotografen. Udendørs omgivelser kan give nogle meget flotte billeder både under og efter ceremonien. Derfor kan det være værd at tænke placeringen ind sammen med jeres planer for bryllupsbilleder.

Når vielsen bliver starten på resten af dagen

Det fine ved en udendørs vielse er, at den ikke behøver føles som en isoleret del af brylluppet. Den kan være starten på hele festen.

Ved en vielse hos Mielcke & Hurtigkarl fortsætter I efter det sidste ja videre til det lokale, I har valgt til festen. Her bliver gæsterne budt velkommen med champagne, mens I eksempelvis kan få taget billeder, inden dagen fortsætter med middag, taler og fest.

Hvis I stadig er ved at finde rammerne for hele dagen, kan det derfor være en god idé at tænke vielse og bryllup sammen fra begyndelsen. Jo bedre de forskellige dele hænger sammen, jo mindre skal I og jeres gæster tænke over det praktiske på selve dagen.

Og så er der mere tid til det, det egentlig handler om: At sige ja til hinanden og nyde dagen sammen med de mennesker, I holder af.

Forrige
Forrige

Hvad koster et bryllup?

Næste
Næste

Bryllupsløfter: Sådan skriver I personlige løfter